Værebro Golfklubs bestyrelses nyhedsbrev april 2011.     




Information og debat
Hermed årets første nyhedsbrev fra bestyrelsen.
Vi har valgt at lægge udgivelsen af klubbladet på stand-by i en periode. Ikke fordi at vi ikke ønsker et klubblad, men vi mener ikke at det er noget der bør drives af bestyrelsen. Et klubblad er et medlemsblad, og der bør være en selvstændig redaktion til dette. Vi søger derfor i øjeblikket efter en eller flere der har interesse for at få dette op at køre igen. Vil nogen høre mere om hvordan arbejdet med bladet har været hidtil, kan Lars Krogsbøll eller Henning Bøllehuus kontaktes.


Vi vil i mellemtiden jævnligt udsende bestyrelsens nyhedsbrev, for at informere om hvad der arbejdes med her, men det vil ikke indeholde informationer fra de enkelte udvalg. Udvalgene kan informere på hjemmesiden, og i klubbladet når det forhåbentligt snart genopstår. Bestyrelsen skriver selvfølgelig også gerne indlæg til klubbladet på opfordring fra redaktionen

En mulighed for kommunikation direkte mellem medlemmer er klubbens side på Facebook: http://www.facebook.com/group.php?gid=19665694665. Vi er i øjeblikket 83 medlemmer derinde, og ordet er frit. Det kunne være et sted man finder en spillemakker til en runde, gav sin mening til kende eller fortalte en god historie.


Konstituering af bestyrelsen
Den nyvalgte bestyrelse har valgt at konstituere sig således:stedet vil vi så regelmæssigt udsende
Formand: Niels Ishøj
Næstformand: Henning Bøllehuus
Kasserer: Kim Poulsen
Sekretær: Lars Krogsbøll
Best. medlemmer: Erik Højmark Jochumsen, Torben Jensen, Allan Theill
Kontaktoplysninger for bestyrelsen, samt referat af generalforsamlingen kan findes på hjemmesiden under http://vaerebrogolfcenter.dk/_GK/Klubben


Golfens dag / Velkommen til mange nye
Golfens dag blev igen en flot dag med over 400 gæster, og som direkte resultat af det kan vi byde 52 nye medlemmer velkommen. Vi håber at de må få en god start i vores klub, og for de mange begynderes vedkommende, at de kommer godt i gang med den nye sport. Hvis I har muligheden, så giv dem en hånd f.eks. som fadder en eller flere mandage til kaninturneringen.


Inddrivelse af kontingenter
Som nævnt på generalforsamlingen og som man kan se i regnskab og budget, har klubben en voksende udfordring med at få inddrevet kontingentbetalinger. Det koster os både penge, tid og energi der kunne bruges bedre.
For at minimere fremtidige tab på debitorer har vi nu RKI med i rykkerproceduren over for medlemmer i restance.
Vi besluttede, at rykkerproceduren indeholder følgende elementer:
1. rykker uden gebyr, men med varsling om gebyr ved 2. rykker.
2. rykker med 100,- kr i gebyr + varsling om, at 3. rykker går via RKI.
3. rykker sendes af RKI inkl. endnu et gebyr på 100,- kr.


Mellemgang/klublokale klar til kamp
Der er i det tidlige forår gjort en indsats for at forbedre klubbens lokaler. I fløjen modsat hovedbygningen, er gangarealet, et mindre lokale og det store klublokale for enden af gangen sat i stand. Det lille lokale bliver indrettet af ungdomsafdelingen til deres brug, det store vil være til de forskellige udvalgs brug. Der er i øjeblikket en ting der skal afklares omkring flugtveje i tilfælde af brand, og der mangler også at blive indkøbt nogle ting.
Det er vigtigt at lokalet ikke bliver brugt til “slyngelstue”, men til aktiviteter i klubregi. Som det allerede tydeligt er meldt ud af centret, så hører indtagelse af mad og drikke til i Caféen. Der er dog stadig automater til drikkevarer til når der ikke er åbent i caféen, og automaten er flyttet over til indgangspartiet til klublokalerne.
Indgangspartiet vil også snarest bliver udstyret med lidt flere møbler, og der vil her blive sat opslagstavler op, hvor klubbens udvalg kan have deres information hængende.
Det er også tanken at denne fløj vil blive brugt til administration i forbindelse med turneringer.

Døren fra gårdspladsen bliver udstyret med en tidslås, og den vil have samme åbningstider som døren til hovedbygningen.


Golfcenter servicefunktioner
Efter en vinterperiode med lidt uro omkring de vigtige servicefunktioner i Golfcentret, er bestyrelsen nu meget glade for de løsninger der er fundet med at fastholde René som pro, og at Charlotte er kommet til i caféen. Vi kan kun opfordre vores medlemmer til at benytte de mange tilbud der er fra dem og fra vores golfshop. Omkring caféen, vil de fleste nok have opdaget, at der nu er kommet nye mesterskabstavler på væggen, og at vi nu har Viasat Golf kørende på skærmen.


Arbejde med vedtægter
Det har i længere tid været et ønske fra bestyrelsens side at få revideret klubbens vedtægter. Der er mange store og små detaljer der er på kant med den måde tingene ønskes gjort i praksis, både i klubbens egen drift, og i arbejdet sammen med golfcentret. Det er et løbende problem for bestyrelsen, og vi er også blevet gjort opmærksomme på dele heraf på de seneste generalforsamlinger.
Vi sætter nu en grundig gennemgang af vedtægterne i sving, og den løse plan er at kunne sende en fornyet udgave til afstemning ved en ekstraordinær generalforsamling i løbet af 2011.

Baneudvalg
Klubbens baneudvalg har i snart et par sæsoner ligget i dvale, men vi vil meget gerne have pustet nyt liv i det. Vi søger et par medlemmer der har interesse for at få gjort vores bane endnu bedre i samarbejde med golfcentret.
Klubben har ikke afsat midler til forbedring af banen, da det jo er golfcentret der driver anlægget, men vi skal gøre vores for på kort sigt at præge detaljerne på banen, og sætte vores fingeraftryk på den langsigtede plan for anlægget.
Kontakt Allan Theill hvis du er interesseret i at lægge lidt arbejde på dette område.

Flexmedlemmer
DGU har ændret i de typer af medlemskab, der findes i danske golfklubber.
Der var efterhånden rigtig mange forskellige kategorier, der er nu
konsolideret til 2; nemlig Fuldtidsmedlemsskab og Flexmedlemsskab.

Det vil sige, betaler man fuldt kontingent, har man fulde
medlemsrettigheder. Betaler man et nedsat kontingent (Flex medlemsskab) har
man nedsatte medlemsrettigheder. DOG - er det op til den enkelte klub at
administrere omfanget af Flexmedlemsskabets begrænsninger. Altså - Værebro
Golfklub bestemmer selv hvordan Flexmedlemsskabet er begrænset i vores egen
klub, og udenfor Værebro Golfklub (hvis man besøger en anden bane) er det op
til den enkelte klub at bestemme, hvordan de vil modtage flexmedlemmer der.

Hverdagsmedlemmer i Værebro Golfklub er nu flexmedlemmer. Som hverdagsmedlem
i Værebro Golfklub har man fx adgang til alt, hvad der foregår på
hverdagene. Det er der ikke ændret ved med flexmedlemskabet, og det bliver
der heller ikke.

Hverdagsmedlemmer har selvfølgelig også adgang til arrangementerne på banen
i weekenderne - mod betaling af greenfee. Dvs. ønsker man at spille i
weekenden eller deltage i en klubturnering i weekenden kan man sagtens det -
mod betaling af greenfee.

Det er først, når man kommer ud på andre baner, der kan være begrænsninger
for flexmedlemmer. Men det er ikke sikkert, at der er nogen begrænsninger.
På DGU's repræsentantskabsmøde den 26. marts i år blev det nævnt, at kun to
af Danmarks golfklubber ikke accepterede flexmedlemmer som
greenfee-spillere. Der var desværre ingen navne på de to klubber!

Den mest markante begrænsning ved flexmedlemmer er måske, at DGU har lagt en
begrænsning ind i flexmedlemskabet ved at udelukke flexmedlemmer fra at
deltage i turneringer under DGU.


Med venlig hilsen
Bestyrelsen

 

 

 

 

Værebro Golfklub - Damstensvej 1 3660 Stenløse - info@vaerebrogolfklub.dk Tlf. 47 10 80 83