Referat fra den ordinære generalforsamling 2011 i Værebro Golfklub
Afholdt på Maglehøjskolen i Ølstykke, onsdag den 23. marts 2011.
Bestyrelsen havde inviteret chefgreenkeeper Jan Nørregaard med til generalforsamlingen, og han fik indledningsvis ordet og kunne fortælle lidt om det arbejder, der er lavet på banen hen over vinteren.
Det er især de lavtliggende huller tæt på Værebro Å - hul 3 og hul 13 - der har været arbejdet på, og der er i vinteren løb bl.a. blevet ændret på vandhazarderne og gjort andre tiltag for at holde fairways mere tørre end hidtil på de to huller.
Klubbens medlemmer fik også et velment råd om at huske at rette nedslagsmærker op. Det er ganske enkelt sådan, vi holder vores greens i god stand.
Inden generalforsamlingen tog hul på den formelle dagsorden fik hvert udvalg i golfklubben mulighed for at komme med en kort præsentation af udvalget og fortælle lidt om udvalgets arbejde.
Turneringsudvalget lagde for, og Anette Krogsbøll fortalte om udvalgets arbejde med at lave klubbens turneringsplan for året, og med at arrangere/afholde de forskellige turneringer i klubben. Turneringsudvalget er et af de udvalg i klubben, der godt kan bruge nogle flere hjælpende hænder. Opfordringen til at melde sig til at hjælpe Turneringsudvalget er hermed givet videre.
Anette blev på podiet for på Handicap- og regeludvalgets vegne at fortælle om nye lokale regler. Der er en ændring omkring master/ledninger på banen, og i forhold til brug af mobiltelefoner. De nye lokale regler fremgår af hjemmesiden og er slået op i klubhuset.
Derefter var det Begynderudvalgets tur. Også begynderudvalget har brug for hjælpere, især faddere til at spille kaninmatcher på mandag eftermiddage, men også hjælpere i udvalget generelt. Allan Bülow fortalte om, hvordan begynderudvalget tager sig af kontakten til klubbens nye medlemmer, og er de drivende kræfter i at få nye medlemmer til at føle sig velkomne i klubben.
Eliteudvalgets formand var desværre blevet syg, men Eliteudvalgets præsentation kan ses HER:Vaerebro Golf Klub - Eliten - generalforsamling 2011.ppt (165.5 KB).
Herreklubben Ørnene var de næste i rækken, og Thomas Ølgaard kunne fortælle om Ørnenes virke og planer for 2011. Thomas gav ordet videre til dameklubben Svanernes formand, Jette Ølgaard. Og ud over Svanernes planer for 2011, så fortalte Jette også om Pink Cup den 28. maj og om Fuglekrigen den 11. juni.
Pink Cup er en golfturnering for kvinder, hvor formålet er at støtte Kræftens Bekæmpelses kamp mod brystkræft. Fulgekrigen er den årlige kamp mellem klubbens Dame- og Herreklub.
Kell Rohardt Sørensen fik mikrofonen for at fortælle om seniorklubben Albatrosserne. For 2011 er der lavet en spilleplan, hvor alle kommer til at spille mod alle i løbet af sæsonen. Det har været noget af et puslespil at få til at gå op. Kell forsøgte at lokke nye Albatrosser ind i flokken bl.a. ved at annoncere med kiksekage på onsdagene, der er Albatrossernes spilledag!
Det sidste udvalg der fik ordet var Ungdomsudvalget. Niels Christian Lund kunne berette om udvalgets arbejde, idéer og ikke mindst gode resultater. På ungdomssiden har der desuden været en stor medlemstilgang, og Niels Christian opforderede generalforsamlingen til at kigge forbi golfanlægget lørdag formiddag mellem 9 og 12 for at se det liv og den aktivitet, der er omkring lørdagstræningen for juniorerne.
De enkelte udvalg og ’klubber i klubben’ har i øvrigt deres eget menupunkt på hjemmesiden, hvor der er mulighed for at finde detaljer om udvalg og aktiviteter.
Herefter gik den ordinære generalforsamling i gang.
Dagsordenen var ifølge vedtægternes § 5:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af medlemskontingenter og indskud.
5. Forslag fra bestyrelsen.
6. Forslag fra medlemmerne.
7. Valg af formand
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.
---
Ad pkt. 1:
Torben Jensen blev valgt som dirigent, og han takkede for valget og startede med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt varslet, og han gav derefter ordet til formand Niels Ishøj.
Ad pkt. 2:
Niels Ishøj aflagde beretning for klubbens og bestyrelsens virke i 2010. Formandens beretning kan læses HER: FormandensBeretning_2011.pdf (253.13 KB).
Ad pkt. 3:
Niels Ishøj gennemgik regnskabet, og der var bl.a. nogle spørgsmål til punktet om ”Tab på kontingentrestancer”, hvor nogle sager går mere end ét år tilbage i tid. Der var også spørgsmål til, om klubben hæfter ved restance for de medlemmer, der er kommet ind i klubben uden at betale depositum. Det kunne Niels bekræfte var tilfældet p.t., og han tilføjede, at det spørgsmål var et kardinalpunkt for klubbens bestyrelse i det fremtidige samarbejde med golfcentret.
I den videre gennemgang af regnskabet var der spørgsmål til, at golfcentret har reguleret prisen for administration af klubben med 3 %. Niels kunne svare, at reguleringen på 3 % fremgår af samarbejdsaftalen mellem Værebro Golfklub og Værebro Golfcenter.
Af regnskabet fremgår det, at klubben har et tilgodehavende i golfcentret. Kim Poulsen, der som suppleant har overtaget kassererposten fra 1. januar 2011, jf. pkt. 8, kunne opklarende fortælle, at regnskabet er opgjort pr. 31.12.2010 og at tilgodehavendet er afregnet efter denne dato.
Der var også et spørgsmål til de af klubbens medlemmer indbetalte deposita. Hvorfor fremgår de ikke af klubbens regnskab? (De fremgår af Værebro Golfcenters regnskab). Svaret var, at da de indbetalte deposita er viderebetalt til Golfcentret, og i klubbens regnskab både skulle figurere på kredit- og debet-siden, har man ved klubbens etablering valgt en regnskabspraksis, hvor deposita ikke fremgår. En praksis klubbens bestyrelse nu overvejer at ændre. En enkelt af de fremmødte gav udtryk for, at regnskabet ikke var retvisende, når der manglede denne post.
Derefter var der spørgsmål til omkostningsfordelingen mellem Værebro Golfklub og Værebro Golfcenter for så vidt angår annoncering. Det viste sig, at der var et behov for, at formanden forklarede, hvad forskellen er på Værebro Golfcenter, der er det aktieselskab, der ejer golfanlægget, og Værebro Golfklub, der som klub har råderet over golfbanen.
Andre golfklubber har økonomiske problemer på grund af SKATs interesse for golfklubbers/golfcentres afregning af moms. En deltager i salen nævnte denne problematik. Niels Ishøj svarede, at bestyrelsen følger disse sager nøje og er meget opmærksomme på problematikken. I 2010 har vi indhentet et bindende svar fra SKAT på, at klubbens praksis i forbindelse med greenfee-indtægter er i overensstemmelse med lovgivningen.
Ungdomsafdelingens andel af klubbens regnskab gav også anledning til et spørgsmål. Vil klubben forsat bruge så mange penge på juniorerne? Til det svarede Niels, at den nuværende bestyrelse gerne vil fortsætte med at bruge penge på klubbens unge medlemmer. Også selv om det forholdmæssigt er en stor andel af klubbens midler, der går til ungdomsarbejdet. Det afstedkom et par positive kommentarer fra salen – bl.a. at nye juniormedlemmer ofte trak forældre med ind i klubben.
Herefter blev regnskabet godkendt.
Ad pkt. 4:
Formand Niels Ishøj fremlagde et ”forsigtigt” budget.
Niels nævnte bl.a. et ’retainer-fee’ – en post på 90.000 kr. – hvor Golfcentret betaler et tilsvarende beløb for, at vi har en pro-træner tilknyttet klubben. Niels uddybede posten ved at fortælle lidt om de generelle forhold omkring golf-pro’er og retainer-fees.
Det medførte et spørgsmål fra salen, om det ikke fremgår af aftalen med Golfcentret, at Pro’en er ansat af Golfcentret. Dertil kunne Niels kort svare ”jo!”
Et medlem gav udtryk for, at Golfcentret vist trak store veksler på klubben.
Der var et spørgsmål til det budgetterede underskud – specielt set i relation til, at budgettet for 2010 blev overskredet. Niels svarede, at bestyrelsen er meget opmærksom på, at det fremlagte budget kun siger noget om 2011 – og ikke skal ses som en tendens for de kommende års budgetter.
Niels fortsatte sin budgetgennemgang og fortalte bl.a. om posten på 30.000 kr. til istandsættelse af klublokaler.
Der var idé fra salen om, at fremtidige budgetter indeholdt en budgetramme, som bestyrelsen ikke måtte overskride uden en (ekstraordinær) generalforsamlings godkendelse. Og et forslag om, at den kommende revision af vedtægterne tog højde for, at regnskabet skal forelægges og budgettet vedtages. Det er i de nuværende vedtægter formuleret omvendt.
Debatten om budgettet sluttede med en bemærkning fra salen om, at det er godt, at klubben bruger af sine penge.
Der er ingen ændringer i forhold til medlemskontingenter og indskud, og derefter var der ikke yderligere til budgettet.
Ad pkt. 5:
Bestyrelsen fremlægger ingen forslag, men Niels Ishøj orienterede om, at klubben har planer om at afholde ”etik-aftener” for klubbens medlemmer. Niels nævnte også, at der kommer viasat-golf på fjernsynet i restauranten.
Ad pkt. 6:
Der er ikke modtaget forslag fra medlemmerne.
Ad pkt. 7:
Niels Ishøj blev genvalgt.
Ad pkt. 8:
Ved årsskiftet udtrådte klubbens kasserer Carsten Vejleaa og René Andersen af klubben og dermed af bestyrelsen. Fra 1. januar 2011 har de to suppleanter, Kim Poulsen og Allan Sørensen, derfor været en del af bestyrelsen. Tillige ønskede Bjørn Boyer at udtræde af bestyrelsen på grund af værnepligt i 2011.
Generalforsamlingen skulle derfor vælge tre nye bestyrelsesmedlemmer, ud over de tre, der ifølge vedtægterne var på valg.
De tre bestyrelsesmedlemmer på valg var Henning Bøllehuus, Allan Theill og Lars Krogsbøll, og de blev alle tre genvalgt.
Derudover blev følgende valgt til bestyrelsen:
· Kim Poulsen
· Erik Jochumsen
· Torben Jensen
Som suppleanter blev Bjørn Boyer og Thomas Ølgaard valgt.
Ad pkt. 9:
Claus Boyer, der har været klubbens revisor siden etableringen af golfklubben, ønskede ikke genvalg. Niels Ishøj takkede Claus for indsatsen.
Som ny revisor blev Søren Andersen valgt.
Og som revisorsuppleant blev Claus Rasmussen valgt.
Ad pkt. 10:
Under punktet Eventuelt blev der spurgt til indskud betalt i 2004, dvs. indskud tilbage fra golfklubbens grundlæggelse. Spørgeren mente, at der havde været tale om betaling for en ”aktie”, og ville vide om pengene kan frigives. Bestyrelsen undersøger, hvilke forhold der gjorde sig gældende omkring indskud i 2004.
Der var også forslag om, at man på scorekortene markerede, hvor klubbens hjertestarter er placeret – samt at man angav telefonnummeret på sekretariatet.
Aktivitetsudvalget/Pernille Bülow fortalte, at hun har oprettet en ”Hjælper-database”, dvs. en kontaktliste til hjælpere i forbindelse med forskellige begivenheder/arrangementer i golfklubben. Interesserede kan melde sig til Pernille (se under Udvalg).
Herefter sluttede generalforsamlingen med, at dirigenten takkede for god ro og orden - og det samme gjorde formanden.
Referent Dirigent
Lars Krogsbøll Torben Jensen