Referat fra ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 24. november 2009 på Maglehøjskolen i Ølstykke.
Dagsordenen:
1. Valg af dirigent
2. Indlæg fra Birgitte Bøllehuus
3. Eventuelle spørgsmål til bestyrelsen fra medlemmerne.
4. Valg af formand
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til vedtægterne 5-7 medlemmer og 2 suppleanter.
Ad 1.
Henning Bøllehuus blev valgt som dirigent.
Ad 2.
Birgitte Bøllehuus fortalte i sit indlæg om sin personlige oplevelse af at være med til at etablere golfklubben og den udvikling, der er sket i klubben sidenhen. Hun kom i sit indlæg også med en forklaring på, hvorfor klubbens bestyrelse har valgt at træde tilbage. Birgitte takkede både klubbens medlemmer og den afgående bestyrelse for samarbejdet, og sluttede sit indlæg af med at ønske den nye bestyrelse held og lykke.
Ad 3.
Der var ingen spørgsmål fra salen til den afgående bestyrelse, men Kim Christoffersen spurgte, om vedtægternes § 3, stk. 3 og § 4, stk. 2 betyder, at medlemmer der ikke har betalt indskud ved optagelsen i klubben ikke har stemmeret på generalforsamlingen. Vedtægternes § 3, stk. 3 handler om at skelne mellem aktive og passive medlemmer, men man kan godt være optaget som aktivt medlem af klubben uden at have betalt indskud. § 4, stk. 2 beskriver, at kun aktive medlemmer af klubben har stemmeret på generalforsamlingen. Konklusionen blev, at der ikke er sammenhæng mellem betaling af indskud og stemmeret på generalforsamlingen.
Ad 4.
To kandidater havde valgt at stille op til posten som formand: Henrik Stirø-Larsen og Niels Ishøj.
De to kandidater præsenterede sig selv og deres planer for det fremtidige bestyrelsesarbejde og svarede på afklarende spørgsmål fra salen. Derefter var der afstemning og resultatet blev, at Niels Ishøj blev valgt som ny formand for golfklubben med følgende stemmefordeling:
Niels Ishøj: 127 stemmer
Henrik Stirø-Larsen: 44 stemmer
Ugyldige: 2
Blank: 1
Ad 5.
Til posterne som bestyrelsesmedlemmer valgte generalforsamlingen: Allan Theill, Lars Krogsbøll, Bjørn Boyer, Henning Bøllehuus og Rene Andersen.
Og som suppleanter blev Carsten Vejleaa og Zita Jesse valgt.